4 dages amaronerejse 2018

4 dages all inclusive vinrejse med fly arrangeret af Vinupplevelser.se September 2018:

Med stadig en masse vin tilbage fra vinrejsen 2017 valgte jeg i år, at det skulle være en all inclusive vinrejse til Valpolicella.
Så på denne tur var der mere fokus på gode restaurantbesøg, vinsmagninger og besøg på vingårde.
Valget faldt på rejseselskabet Vinupplevelser som har den danske amaronespecialist, og medejer af Vinupplevelser Mikael Lyng som guide.

  • Pris for 4 dage med fly, overnatning, vin og restaurantbesøg var ca. 11000 danske kroner.
  • En klar anbefaling, at prøve en all inclusive guidet tur som denne – Det var et godt planlagt program med en masse besøg på vingårde og restauranter.
  • Vinupplevelser er et svensk rejseselskab med primært svenske rejsende, men Mikael Lyng taler ‘svansk’ som han selv siger det 😉 
    Det betyder at både svenskere og danskere forstår det. 
    Den lokale italienske guide Gaia Castellani talte engelsk – ligesom alle besøg ude omkring også foregik på engelsk.

Dag 1: Torsdag

08:00-10:00 Afrejse fra Københavns Lufthavn med SAS.
10:00-11:00 Ankomst til Bologna Lufthavn.
11:00-13:00 Busrejse til Valpolicella.
Det var superfedt at sætte sig ind i et fly og 2 timer senere være i Italien – fremfor en køretur som i 2017 på 16½ time.
At man kun må have 23 kg. med i kufferten sætter naturligvis sine begrænsninger for vinindkøb, men det blev alligevel til 8 flasker + en masse ost. (Det er naturligvis muligt at bestille alt det vin man ønsker via vinupplevelser til gode priser).
Bussen som fragtede os rundt de 4 dage var ganske fin og med aircondition.

13:00-16:00 Frokost på Locanda ‘800 med husets egne vine:
Efter en 5 timers rejse fra København var første stop på turen en frokost på Locanda ‘800 med vine fra deres egen vinproduktion Vigna ‘800.
Frokosten var sammensat i samarbejde med vores italienske guide og sommelier Gaia Castellani – hvor der var lagt vægt på forskellige smagsoplevelser tilpasset restaurantens vine.
Vi spiste frokost i deres vinkælder som havde mange interessante og gamle vine på hylderne. 

16:00-16:00 Busrejse til Hotel Ca dei Maghi
16:30-20:00 Egen tid på hotellet
Ca dei Maghi har det hele – Vingård, hotel og restaurant. Værelset var fuldstændigt pletfri og havde en langt over forventning velfungerende aircondition.
Eneste lille minus, var en halvsløj wifi dækning på værelset, men 4G dækning var til gengæld helt perfekt.

20:00-23:00 Middag på hotellet med Ca det Maghi’s vine.
Middagen var igen flere mindre retter tilpasset Ca dei Maghi’s vine. Restauranten bar præg af godt håndværk i køkkenet med gode råvarer.
Aftenen sluttede med et stort uvejr i dalen ved siden af – det var et flot syn med udsigten oppe fra restaurantens balkon.


Dag 2: Fredag – Valpolicella Øst

08:30-09:15 Busrejse til Valpolicella Øst
09:15-10:45 Besøg hos Carlo Ferragu
Dagens første besøg var hos Carlo Ferragu som er kendt for at lave nogle de mest massive og kraftige vine i Valpolicella.
Vi startede med en lille gåtur i hans vinmarker for, at se de modne druer som var klar til at blive høstet.
Tilbage på vingården fik vi et kig rundt på tørloftet hvor de første druer allerede var lagt til tørring og et besøg i vinkælderen.

Besøget blev afsluttet med vinsmagning i smagelokalet – hvor vi fik lov til at smage hans lille hobbyprojekt, hans spumante Ferrabrut.



11:00-12:30 Besøg hos Frantoio Bonamini
Efter en rundvisning i produktionen blev vi vist over i deres smagelokale hvor vi skulle smage deres olivenolier.
Sabrina Bonamini fortalte om Bonamini’s historie, produktion og hvordan man typisk gennemfører en rigtig olivenoliesmagning.
Afslutningsvis gik vi over i deres butik hvor der var mulighed for lidt indkøb.

12:30-13:00 Busrejse til Villa de Winckels
13:00-15:45 Frokost på Villa de Winckels med vine fra Domenico Fraccaroli
Villa de Winckels Hotel/Restaurant er et utroligt flot sted med en superhyggelig gårdhave og udsigt.  
Det var mit andet besøg hos Villa de Winckels, så jeg så virkelig frem til frokosten – som levede fuldt op til forventningerne.
Deres vinkort er af en anden verden.


15:45-17:00 Vinsmagning af Latiums vine
Umiddelbart efter frokosten var der vinsmagning af Latiums vine. Desværre var folk tydeligt mættede af vin og mad.
Det var lidt synd, da Latiums vine ellers altid er et godt bekendskab. Denne smagning burde nok havde været slået sammen med frokosten. 

17:00-17.45 Busrejse tilbage til Ca dei Maghi
17:45-18:15 Fremvisning af vinkælderen hos Ca dei Maghi
Kan man komme til det, bør man prøve booke et besøg i Ca dei Maghi’s relativt nybyggede og enorme vinkælder.
Indgangen vil kælderen er inspireret af Narnia-fortællingerne – en meget sjov detalje. Og selve kælderen er et storslået syn.

18:15-20:00 Egen tid på hotellet
20:00-20:30 Buskørsel til Corte Spinosa
20:30-22:30 Middag hos Villa Spinosa med husets vine
Sidste arrangement på aftenen var et besøg på Corte Spinosa, hvor vi startede med en rundvisning i Villa Spinosa’s vinkælder,
og derefter middag i selskabslokalet. Fremragende mad lavet af Enoteca della Valpolicella med vine fra Villa Spinosa. 


Dag 3: Lørdag – Valpolicella Classico

09:30-09:45 Busrejse til Terre di Leone
09:45-12:00 Besøg hos Terre di Leone med vinsmagning
Terre di Leone ligger i Marano di Valpolicella øverst oppe i dalen. Fra deres vinmarker er der nok den flotteste udsigt i Valpolicella, hvor man lige kan skimte Gardasøen i horisonten.
Chiara fra Terre di Leone viste rundt i marken og fortalte om deres landbrug, hvor intet var overladt til tilfældigheder.
Efter en tur i vinmarken kørte vi op til gården hvor vi besøgte vinkælder og fik en vinsmagning i deres smagelokale.
Afslutningsvis var der mulighed for lidt indkøb, hvilket jeg naturligvis benyttede mig af.
Hele Terre di Leones vingård var præget af en enorm orden og professionalisme.
Chiara’s formåede at gøre fortællingen om stedet meget interessant og på et godt engelsk – et absolut anbefalelsesværdigt besøg.



12:00-12:30 Busrejse til Trattoria alla Routa
12:30-15:30 Frokost på Trattoria alla Routa med vine fra Carlo Meroni.
Igen et overtruffent restaurantbesøg. Carlo Meroni præsenterede hans elegante og stilrene vine sammen med vellavede retter fra køkkenet.
Trattoria alla Routa bør man besøge hvis man er i området. Kan kun anbefales – de er især kendte for deres desserter.



15:30-16:00 Busrejse til hotellet
16:00-19:45 Egen tid på hotellet
19:45-20:00 Bustur til Enoteca della Valpolicella

Mikael Lyng åbner en flaske spumante med et vinglas:

20:00-23:30 Middag på Enoteca della Valpolicella med Gran Finale – Blindsmagning af 11 amaroner.
Vores velkomstvin var blevet glemt på hotellet! Heldigvis spurtede Mikael op af bakken til hotellet, og sprang ned igen til restauranten på rekordtid,
for dernæst lige åbne vinen med et vinglas – lidt blæret 😉
Strålende middag på Enoteca della Valpolicella. En restaurant skal jeg helt sikkert vil besøge igen.

Efter middagen Gran Finale med hyggeblindsmagning af 11 amaroner.
Bedste amarone blev Terre di Leone, andenpladsen gik til Ferragu og på en delt 3. plads Ca dei Maghi og ‘Due Mori’ Riserva fra Latium.



23:30-23:45 Busrejse til hotellet


Dag 4: Sidste dag

09:20-10:00 Busrejse til Corrado Benedetti
10:00-11:30 Besøg hos Corrado Benedetti
Efter en god morgenmad og udtjekning fra hotellet gik turen op til Corrado Benedetti beliggende i Sant’Anna d’Alfaedo Lessinia.
En delikatesseforretning som selv producerer deres oste og kødprodukter af høj kvalitet. Her er muligheden for at fylde kufferten helt på med en masse indkøb.
I deres kælder fik vi lov til at smage en masse forskellige oste med lidt vin fra Domenico Fraccaroli.



11:30-12:15 Bustur til Verona
12:15-16:00 Egen tid i Verona
Med en samlet gåtur over Castelvecchio broen til arenaen i Verona var det tid til lidt tid på egen hånd.
Jeg blev anbefalet et frokostbesøg på Osteria da Ugo. Der blev det til en kold øl og en tartar.
Bagefter en lille gåtur igennem Verona til Piazza delle Erbe hvor det blev til en traditionel Aperol Spritz på en fortorvscafé i næsten 28 graders varme.
På vej tilbage til bussen, et allersidste besøg hos Osteria del Bugiardo for lige, at smage Buglionis amarone.




16:00-18:00 Busrejse til Bologna lufthavn
20:00-22:00 Fly til Københavns lufthavn.
Mæt, træt og med en masse fede oplevelser i bagagen var turen overstået.